OM GLADE VANER
V/SUSANNE ROSENKVIST

Mit navn er Susanne, og jeg er indehaver af Glade Vaner. Jeg er certificeret coach v/Brian Mayne og har udnævnt mig selv til fyrmester. En fyrmester er en, der viser vejen for andre, og som samtidig lyser op for sig selv. Sådan har det ikke altid været.

Engang var jeg komplet på afveje i mit eget liv. Jeg kunne ikke finde porten ind til mig selv – nøglen til mit fyrtårn var væk.

For 6 år siden stod jeg for at skulle afholde mit livs præsentation i, hvad jeg troede var, mit drømmejob – et højt profileret job i medie- og reklamebranchen. Jeg var linet op foran alle de store beslutningstagere og hele perlerækken af folk fra mit eget team ventede spændt. En uhyre vigtig reklamekampagne, som vi havde arbejdet på i månedsvis i bureauet, skulle nu præsenteres af mig.

Susanne

Jeg kollapsede foran kunden

Alles øjne var rettet mod mig, men helt uventet kollapsede jeg for ”åben skærm”. Én efter én lukkede mine sanser ned, som havde man lige slukket på knappen for sin PC. Hørelsen, balancen, følesansen, synet forsvandt. Mødet stoppede, og jeg gik derfra uden at ane hvor lang genoptræning der ventede mig, før alle sanser var tilbage.

På det tidspunkt var jeg super presset på hjemmefronten, og som nyligt fraskilt, og nu, alenemor til to børn var der nok at gøre. Selvfølgelig kollapsede det hele på det tidspunkt, hvor det allermindst skulle.

”110 kmt” beskrev mit liv, før jeg fandt min vej 

I bagklogskabens ulidelige klare lys, kan jeg nu se, at det kom så vidt, fordi jeg kørte alt for stærkt. Alt fløj forbi, så udsigten nærmest flød sammen i en grå tone. Jeg gjorde ikke de ting i mit liv, der virkelig gjorde mig glad, og havde travlt med at regne ud hvordan jeg kunne gøre alle andre glade. Meningen var gået fløjten – og alting var blevet gråt, gråt og gråt.
Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg elsket at inspirere, motivere og opmuntre andre til at finde glæden i og meningen med deres liv. Dette, ved jeg i dag, er mit sande formål. Men dengang var der et kæmpe gab, mellem det jeg længtes efter og det, jeg gjorde.

”Jeg var blevet en overlever og til en art gråmeleret masse, hvor lyset i fyrtårnet var tæt på at slukke fuldstændig …

Kender du det? Havde jeg bare dengang vidst, at det, der ventede mig, var et liv fuld af glæde, farver og mening som i dag.

Goal Mapping blev min vej – Brian Mayne blev min lærer

Mit første møde med Goal Mapping i 2013 kom til at ændre kursen i mit liv. Goal Mapping og coaching blev min vej. Min gamle drøm om at hjælpe andre mennesker til at finde deres livsformål og glæde begyndte pludselig at give mening i praksis.

Jeg valgte at uddanne mig til coach efter mødet med Brian og hans effektive metode. Wow, Goal Mapping rykkede. Sideløbende med det indre oprydningsarbejde, jeg kom igennem i min uddannelse som coach, fik jeg også opdateret mit mindset med en masse glade vaner i tilgift. Det er derfor jeg med Glade Vaner har specialiseret mig i formål og (autentisk) glæde.

Med etableringen af Glade Vaner i år har jeg lagt sidste hånd på værket og nu skabt min nye virksomhed, så den fuldstændig passer i forhold til min seneste udvikling og visioner for mit arbejde med mennesker.

Det kilder i maven, og jeg elsker mit nye liv, hvor jeg gør det, jeg altid har følt, jeg skulle. Min mission med Glade Vaner er at inspirere mennesker til at skabe positive forandringer og glæde igennem personlig udvikling. Hvad er din drøm?

Fra fraskilt alenemor til glad direktør i eget liv

Resultatet af min egen drøm, sidder du med lige nu og her foran dig på skærmen. Det har taget mig mange år at nå hertil, men det behøver ikke tage dig lige så lang tid, når du har en erfaren guide ved hånden.

Siden min uddannelse har jeg arbejdet i både dansk og internationalt regi med Goal Mapping og personlig coaching. Mine kursister i dag er primært kvinder, som ønsker at finde deres vej, men mænd er også yderst velkomne.

Fyrvejen – min gave til dig fra alle skærene i mit liv

At gå Fyrvejen er det bedste, jeg har gjort i mit liv, og det er den smukkeste gave, du kan give dig selv. Du kan vælge at gøre det samme – finde din vej. Jeg har aldrig fortrudt, jeg vendte kikkerten indad for en stund og fandt ud af, hvad jeg i virkeligheden drømte om.
Min erfaring igennem de sidste 16 år kombineret med min solide erhvervserfaring fra mange forskellige brancher, har altid omhandlet mennesker. Med Glade Vaner ønsker jeg at tilbyde dig muligheden for at blive Fyrmester i dit eget liv, og at skabe det liv, du længes efter.

Glade hilsner
Susanne, din fyrmester på rejsen og specialist i glade vaner
”Shine Your Way.”

Uddannelser

  • Master Mapping Coach (life mapping, goal mapping, self mapping, action mapping)
  • Goal Mapping Online Coach & Personlig Mindset Træner
  • Goal Mapping Facilitator
  • Goal Mapping Coach v. Brian Mayne
  • Excecutive Spirit Coach v. Pia Nissen

Kurser

  • Warrior within v. Brian Mayne Online
  • SHINE v. Brian Mayne Isle of Wight
  • Donna Eden Energy Medicin v. Marianne Jacobsen
  • Integreret Energy Therapy step 1-7 V. Edmond Caroll
  • Integreret Energy Therapy Step 8-14 v. Edmond Caroll 
  • Spirit Guide v. Pia Nissen
  • 7 Easy Acces m. krystaller v. Jette Holm
  • Chakra Healing m. Æteriske olier V. Jette Holm

Erhvervs erfaring

  • Socialpædagog Frederiksberg 
  • Underviser i Positiv Tænking – Brahma Kumaris 
  • Forever Business Owner 
  • Key Account Manager Reklame & mediebranchen
  • Revydirektør Revyperler
  • Ejer og Direktør Scooter Media